13-04-2015

Kvistgård IF – Måløv BK

Resultat: 2-3

Kampens Spiller: Thomas og Martin. Ja der blev valgt to!

Holdopstilling:

Mål: Michael

Forsvar: Backhausen, Jørgensen, Rask, Anders, Steensboe

Midt: Martin, Svoger, Mikkel, Jacob, Thomas

Angreb: Sørensen, Henrik

 

Optakt:

Stiv kuling, lavt hængende sol og en bane der nok ville have bedst af, ikke at blive brugt til bold, er hvad der møder os på sæsonens første kampdag.

Vi har kørt den lange vej til Kvistgård, hvor vi møder et hold som vi tidligere har vundet over.

 

1 Halvleg:

Nok en gang taber vi mønt kastet og må begynde kampen i modvind og med solen i øjnene.

Det er dog ikke et problem for os i begyndelsen, hvor vi i de første kvarter holder Kvistgård fra muligheder. Selv er vi mest farlige på dødbolde. Jeg har selv hoved på to hjørnespark, men den ene er for høj og den anden bliver blokeret i det lille felt. Martin er også tæt på med et hovedstød der går lige forbi højre stolpe.

Vores største mulighed i første del a halvlegen er ved Jacob, der tager et godt løb mellem forsvaret og ind i feltet. Han bliver spillet i fødderne og får vendt samt lagt bolden tilrette. Desværre forsøger han sig med en slap yderside lige midt i målet, hvor målmanden ingen mulighed havde for at undgå at redde bolden.

20 minutters tid inde i halvlegen har Kvistgård et hjørne i vores højre side. Bolden bliver lagt ind i det lille felt, hvor Svoger header den ud i højre side af feltet til Backhausen. Han rammer bolden skidt med hovedet og den ryger tilbage ind i feltet til en Kvistgård spiller der skyder på mål. Bolden bliver blokeret og går mod bagerste stolpe, hvor en anden fri Kvistgård spiller frit kan sende bolden i mål uden chance for Michael i målet. (1-0).

Lidt af en bet taget i betragtning af at vi var begyndt bedst. 5 minutter senere er Kvistgård igen på færde i vores felt. I en kontra der begynder fra midten af trækker en Kvistgård spiller ned i vores venstre side af feltet, hvor han lægger et fladt indlæg til en helt fri angriber. Han skyder mod højre side af målet, men Michael er fuldt med over og får sat en hånd på til hjørne. En kæmpe chance og en suveræn redning af Michael.

En halv time er spillet og Kvistgård har et indkast i vores højre side omkring det store felt. På indkastet vinder Thomas (Nej hverken Bortfeldt, Svoger eller Stalker men Thomas.) bolden og aflevere hurtigt til Jacob, der tager to skridt op mod midten. Han lægger en perfekt stikning og i højre side uden om deres højre back, der stod helt lammet. Jeg er allerede i fuld spurt da afleveringen falder og jeg fanger bolden i med løb. Et enkelt langt træk, hvor jeg er den eneste der kan nå bolden, og et løb ind foran den bagerste forsvars spiller så jeg er helt fri foran mål. Målmanden bliver stående i midten af målet og kommer ikke rigtigt ud. Jeg sender bolden i netmaskerne i højre side af målet. Super kontra med godt forarbejde.(1-1).

Der fløjtes til pause.

 

Pause:

Vi står alle med følesen at det er muligt at få de tre point. Vi spiller mere end op med dem, selvom banen ikke inviterer til meget mere end fysik hårdt spil, hvilket anden halvleg også viste.

 

2. halvleg:

Nærmest som sædvanligt, er vi ikke helt klar da 2. halvleg fløjtes i gang. Vi begynder i hvert fald ikke så godt som i første. Spillet bølger lidt frem og tilbage. Efter 5 minutter har Kvistgård et angreb i vores højre side. Vi får blokeret, men Svoger får ikke clearet bolden ordentligt og den lander for fødderne af en Kvistgård spiller, der laver en dribling ind i højre side af feltet, hvor han kommer på skudhold. Han lopper bolden hen over en totalt stillestående Michael i målet, der blot kan kigge på hvordan bolden sejler hen over hovedet på ham og ind i det lange hjørne. (2-1).

Vi lader os ikke gå på og jeg hører flere opmuntrende råb flere steder på banen.

Der skal da heller ikke gå længe før vi slår tilbage. Vi får et hjørnespark i vores højre side og Thomas trækker ud for at tage det, nok mest fordi ingen andre gjorde det. Noget der fik enkelte af vores spillere til at undre sig. Det skal lige siges at ingen af os rent faktisk har set Thomas skyde hjørnespark. Men jeg skal lige hilse og sige at alt undre hurtigt blev fjernet. Thomas sender en decideret perfekt bold mod området ved bagerste stolpe, hvor en helt fri Rask kan sætte hovedet på og udligne. (2-2). Endelig fik vi udbytte at vores dødbolde, som vi havde været ganske farlige på i løbet af kampen.

Kort tid efter dette har Thomas og Anders en god kombination der sender Anders op til hjørnet af deres felt. Anders tager et træk ind i feltet, bliver ramt og laver svanens død. Et klart straffe, hvis ikke lige at han dykkede. Ærgerligt.

Vi taber bolden, men Anders kommer tilbage og bliver taklet hårdt til et frispark, der ikke kommer noget ud af.

Det skal nævnes at, på dette tidspunkt er spillet blevet temmelig hårdt og der bliver lavet nogle halvsvinske tacklinger, hvor Mikkel som sædvanden tro er et hårdt ramt offer. Svoger tager også sine tæsk på midten, hvor især en Kvistgård spiller har fået flere henstillinger.

Derfor var det os også totalt uforstående at da Anders sætter en fod i vejen for en Kvistgård spiller der laver et træk uden om ham, bliver han præsenteret for et gult kort. Skidt dømt taget i betragtning at det ikke engang var en klassisk Anders takling. Ja han laver frispark, men så heller ikke mere. Anyways, så er vi nu en mand i undertal og det skulle blive meget værre. 5 minutter efter, hvor vi har holdt Kvistgård fra fadet, ret godt klaret set udefra, har vi igen en farlig dødbold. Svoger tager et hjørne i højre side hvor han rammer Sørensen lige i hovedet. Bolden rammer overliggeren og rammer jorden, 30 cm inden i målet og springer ud igen. Jeg kan ikke se det fra sidelinjen og tilsyneladende kan dommeren heller ikke og han lader spillet fortsætte. Ingen Kvistgård spiller siger noget, hvilket kunne tyde på at de godt ved den er inde. Den manglende scoring sender Rask i et vredes udbrud han ikke lægger en dæmper på. Det går selvfølgelig ikke at svine dommeren til at Rask får et gult kort. ¨

Det giver os 4-5 minutter med 2 mand i undertal, men vi står godt på banen og Kvistgård kommer ikke frem til noget.

Det skal lige sige at der på dette tidspunkt ikke er spillet mere en små 15 minutter.

Da vi stadig er en mand i undertal har Kvistgård sendt mange folk frem i et forsøg på at udnytte deres overtals situation. De mister bolden og Steensboe opsnapper bolden fra hans uvante højre back. Han ser at jeg allerede er godt på vej op i det tomme rum i højre side og sende en god stikning afsted. Han følger selv med og vi kommer i overtal oppe omkring deres felt. Vi har både Steensboe med oppe og helt overraskende Martin på min venstre side i en helt fri position. Jeg viser, helt mod min natur, overblik og spiller bolden videre til Martin der med en lille smule tøven (Ja han virkede nærmest overasket over at stå i situationen, som om han egentlig ikke havde lagt mærke til at han havde løbet sig helt fri) sender bolden til venstre for målmanden. (2-3). Et super mål igen på en effektiv kontra.

Vi bliver fuldtallige og lukker Kvistgård ned med et super pres over hele banen.

Med 5 minutter igen, fanger vi Kvistgård i en kontra, der begynder fra vores eget felt. På et Kvistgård indkast tæt mod vores baglinje, erobrer vi hurtigt bolden og en hurtig 1-2 sætter en Kvistgård spiller og giver Martin frit løb op ad banen. Jeg kommer med alt hvad jeg kan trække og er egentlig helt fri, men Martins aflevering ligger en meter bag mig og vi forspilder chancen. Men muligheden belyste meget godt at vores løbe vilje var noget højere end deres til sidst. Vi var i hvert fald langt tættere på 2-4 end 3-3.

Kampen fløjtes af og vi kan juble over en velfortjent sejr, selvom forholdene og en del situationer ikke var til vores fordel.

 

Dommer citat i omklædningsrummet:

”Det var da godt at Martin reddede mig”, med henvisning til Martins 2-3 scoring. Den lader vi lige hænge lidt…

 



Author:
Time:
Tuesday, April 14th, 2015 at 12:25
Category:
Referater 2015
Comments:
You can leave a response, or trackback from your own site.
RSS:
You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.
Navigation:

One Response to “13-04-2015 Kvistgård IF – Måløv BK 2-3”

  1. Martin Says:

    Haha! Jeg elsker den dommer.

    Som jeg så det, gav Rask ham en flyveskalle – fortjent gult.

Leave a Reply